Som influencer og mor til to små børn balancerer Camilla Dohn hver dag mellem det personlige og det offentlige. Med 60.000 følgere på Instagram er hendes liv genstand for stor interesse, med et formål om at vise hvordan livet ved en ‘anderledes’ familie ser ud. Hendes datter er også børnemodel, og nogle gange har hun tøj børnene skal have på eller legetøj de skal lege med. Dog afviser hun, at hendes børn er blevet en del af et kommercielt setup.
“De er ikke direkte reklamesøjler på min profil,” udtaler hun og understreger, at alt, der bliver delt, skal foregå på børnenes præmisser. Når indholdet handler om dem, skal det være leg, ikke arbejde. Og hvis børnene siger nej, så bliver der ikke filmet. Camilla Dohn er opmærksom på, at børn ikke kan give juridisk gyldigt samtykke, og hun følger derfor med i debatten om børn, sociale medier og databeskyttelse. For Camilla handler det om at vise familielivet, som det er, uden at gøre børnene til kampagner.
Hendes tilgang står i kontrast til det fænomen, forskere kalder sharenting – når forældre deler billeder og videoer af deres børn på sociale medier, ofte uden at overveje de juridiske og etiske konsekvenser. Ny forskning fra Aalborg Universitet peger på, at influencere i mange tilfælde overtræder GDPR-reglerne, når de deler indhold med deres børn. For at opfylde GDPR-reglerne skal et barn nemlig frivilligt give sit samtykke til at blive filmet, og det er ikke muligt når der er tale om et barn og dets forældre. “Det kan det ikke være, når der er en magt-ubalance mellem forælder og barn”, lyder det i pressemeddelelsen fra Aalborg Universitet.
Debatten om sharenting og databeskyttelse er stadig ny, og grænserne er ikke fastlagt juridisk. Indtil videre har ingen danske domstole behandlet sager om influencere og børns GDPR-rettigheder. Det efterlader både forældre og myndigheder i et uklart rum – og kalder på mere oplysning og tydeligere retningslinjer.
Kilde: DR