Der blev bygget flere rækkehuse end parcelhuse i 2019. De er eftertragtede på tværs af generationer.

Flere har taget springet ind i et rækkehus i de seneste ti år, blandt andet unge mellem 25-29 år. Deres andel er steget med 32 pct., lyder det i en artikel fra Videncentret Bolius. Denne stigning er samtidig overgået blandt de 70-79-årige samt 90 år og over.

“Det er bemærkelsesværdigt, at der sidste år (2019, red.) blev bygget flere rækkehuse end parcelhuse. Det har vi ikke set siden starten af nullerne. Udviklingen skal nok tilskrives, at rækkehusets størrelse og kvaliteter passer dels rigtig fint til de unge, der søger en større bolig efter endt uddannelse, dels til seniorer, der søger at udskifte parcelhuset med en mindre bolig med færre forpligtelser”, lyder det fra cheføkonom i Spar Nord, Jens Nyholm, i artiklen.

“Stigningen i antallet af unge i aldersgruppen 25-29 år indikerer også, at mange nystiftede familier gerne vil tæt på storbyerne, men ikke har økonomien til at købe et parcelhus”, lyder det fra cheføkonomen.

Udover det økonomiske aspekt kan rækkehusene også tiltrække med sociale fællesskaber, børnevenlige omgivelser, egen have og kortere vej til både skole, fritidsaktiviteter og offentlig transport, lyder der fra arkitekt og fagekspert i Bolius, Tine Nielsen.

Der er også en større andel, som vælger at leje frem for at købe rækkehus. Ifølge Jens Nyholm kan det skyldes højere prisniveauer på ejerboliger, og ældre vil ofte gerne sikre formuen til deres arvinger og have mere frihed i tilfælde af, at de bliver enlige.

Mellem 2010 og 2019 er antal rækkehuse steget med 11 pct. og for parcelhuse 2,4 pct. Særlig i større byer som Aarhus og København er der kommet flere rækkehuse.

Fakta

  • 5.592 nye rækkehuse i 2019
  • 43.000 flere række-, kæde- og dobbelthuse i 2019 end 2010
  • 63,5 pct. af rækkehuse var lejeboliger i 2020, mod 59,6 pct. i 2010

Du kan læse og lære meget mere om livets 17 forbrugsfaser i pej gruppens bog ‘Fra vugge til krukke – livsfaser og forbrug’. Bogen er skrevet af pej gruppens ejer og direktør, Louise Byg Kongsholm, og indeholder også flere eksterne bidrag. Køb bogen her