Flere streamer film og programmer i aldersgruppen 47-75 år end for år tilbage.
Flere ældre vil tage styringen i egen hånd og have større udbud, når en udsendelse eller film skal på skærmen.
I 2019 streamede ca. hver fjerde mellem 47-75 år mindst en gang ugentligt, og i alt 60 pct. af aldersgruppen har prøvet at streame på et tidspunkt.
Det er viser rapporten “Medieudviklingen 2019”, som DR Medieforskning har udgivet og beskriver i en artikel.
“Der er flere forklaringer på, at flere modne danskere nu streamer. Flere af dem har arbejdet foran en computer og har haft digitalisering tæt inde på livet, så derfor er det at streame også ret naturligt for dem. En anden årsag er, at det danske samfund stiller høje krav til borgernes digitale færdigheder, og de færdigheder har de 47-75-årige også været hurtige til at tage til sig”, lyder det fra Jacob Vikær Hansen og Henrik Gregor Knudsen, medieforskere i DR.
Samtidig er aldersgruppen blevet påvirket af yngre familiemedlemmer, der i højere grad er “digitalt indfødte”. Streamingadfærden er dog forskellig på tværs af generationerne. De unge opsøger underholdning og serier, hvorimod de ældre i højere grad går efter nyheder og aktualitet, som de kender det fra tv, lyder det fra medieforskerne. Til gengæld ser folk i alle aldre gerne film, dokumentarer og dansk indhold.
“Kigger man et par år tilbage på streamingforbrugets udvikling, er det tydeligt, at det især er de 47-64-årige, der har drevet væksten, mens ældre over 65 år langsomt, men sikkert, finder vej til streaming-tjenesterne”, lyder det fra Jacob Vikær Hansen og Henrik Gregor Knudsen.
Et andet kendetegn for den ældre aldersgruppe er, at de bruger færre antal streamingtjenester end de unge. Dem over 65 bruger i gennemsnit lidt over to tjenester, og de 47-64-årige bruger tre. Blandt populære tjenester er DRTV og TV 2 Play, og de unge bruger i snit længere tid på Netflix og YouTube end de ældre.
Artiklen melder også, at de ældre udgør et stort potentiale for streamingtjenesterne i fremtiden, da de typisk har tid og penge til at benytte sig af tjenesterne.
Fakta: Andel 47-75-årige, der streamer ugentligt
- 2015: 15 pct.
- 2016: 17 pct.
- 2017: 20 pct.
- 2018: 23 pct.
- 2019: 27 pct.
- Kilde: Medieudviklingen 2019, DR Medieforskning
Du kan læse og lære meget mere om livets 17 forbrugsfaser i pej gruppens bog ‘Fra vugge til krukke – livsfaser og forbrug’. Bogen er skrevet af pej gruppens ejer og direktør, Louise Byg Kongsholm, og indeholder også flere eksterne bidrag. Køb bogen her