Da Nicole Kidman for nylig meddelte, at hun ville uddanne sig til dødsdoula, vakte det opsigt verden over. For mange lød det fremmed, måske endda makabert. For andre var det præcis det, verden har brug for at tale om. Herhjemme arbejder danske dødsdoulaer med det samme udgangspunkt. Og budskabet er klart: “Den gode død findes ikke,” som en dansk dødsdoula formulerer det. Men den bevidste død, den forberedte, den ledsagede, den gør.
En ny type livsleder
En dødsdoula er ikke en læge og ikke en præst. Hun er en ledsager i overgangen. Hun hjælper den døende og de pårørende med at tale om det, der normalt ties ihjel: frygten, ønskerne, det uafsluttede, det, man vil sige farvel til. Ligesom en fødselsdoula er til stede ved livets begyndelse, er dødsdoulaen til stede ved dets afslutning.
Bevægelsen er global og vokser. I USA, Storbritannien og Australien er dødsdoulaer allerede en etableret del af palliativ omsorg. I Danmark er feltet stadig nyt, men interessen stiger.
Det vi glemte at øve os på
Vi forbereder os på næsten alle livets store overgange. Fødsel, skolestart, teenageår, parforhold, karriere, pension. Der er kurser, bøger, rådgivere og ritualer til hver af dem. Døden er undtagelsen. Den behandles som en hændelse, ikke som en fase. Som noget, der sker for os, ikke noget vi kan møde med bevidsthed.
Alligevel er den den mest universelle overgang af alle.
Ifølge dødsdoulaer handler forberedelse ikke om at give op på livet. Det handler om at tage ejerskab over den afsluttende fase, mens man stadig kan. Hvad vil du have sagt? Hvem vil du have hos dig? Hvad er vigtigt for dig i de sidste måneder, uger, dage? Spørgsmål vi ikke øver os på at stille, og derfor heller ikke at besvare.
Fra livsfaseperspektivet
Dødsdoulaens fremmarch er et signal om, at vi som samfund er ved at gentænke, hvad det vil sige at dø godt. Ikke med maksimal medicinsk intervention, men med maksimal menneskelig tilstedeværelse.
Fra et livsfaseperspektiv er det afgørende. Hvis vi accepterer, at livet består af faser, der hver kræver forberedelse, omsorg og nærvær, så kræver den sidste fase det i mindst lige så høj grad som alle de andre. Vi har brug for at normalisere samtalen om døden, mens vi lever. Ikke som en kapitulation, men som en gave til os selv og dem, vi efterlader.
Den gode død findes måske ikke som en færdig form. Men den bevidste død, den forberedte, den kan vi arbejde hen imod.
Kilde: Berlingske