Igennem et liv kan vi samle mange ting til os. Hvis pladsen er der, kan et stort hus hurtigt få fyldte rum med ting og sager, som måske ikke længere bliver brugt så meget som engang. Når alderen kommer snigende, kan det virke som en uoverskuelig opgave at begynde at tænke på, hvad der efterlades når man ikke længere er her. Her lyder journalisten Abelone Glahns råd enkelt: Få talt sammen om oprydning og flytning i seniorlivet. Gør det, før det er for sent.
Selvom vi som unge kan føle os udødelige, ved vi inderst inde, at livet en dag når sin ende. Det betyder, at alle – enten os selv eller vores efterladte – skal tage stilling til det, der bliver efterladt. De ting, vores hjem består af. Og vi ved ikke, hvad morgendagen bringer. Måske bliver man pludselig for gammel eller syg til at tage sig af alt det, der er samlet på loftet. Derfor handler det om at gøre oprydningen til en så god og overskuelig oplevelse som muligt for hele familien. At downsize, mens man stadig kan og kan få glæde af en ny begyndelse, giver både mening og frihed. Det handler om lettelse, frihed fra tingenes tyranni, glæden ved at give videre – og om at skabe plads til et nyt livskapitel, ifølge Abelone Glahn.
Selvom det kan være fristende at lade oprydningen blive de efterladtes ansvar og dermed undgå det store arbejde selv, kan det blive en tung byrde i en tid præget af sorg. Det efterlader også de pårørende med svære etiske valg og personlige dilemmaer, når de skal tage stilling til forældres usorterede og private ejendele.
Abelone Glahn mener også, at oprydning ikke kun handler om at rydde ud, men om at give videre. Når man deler sine ting med næste generation, får de nyt liv. Og når man får det gjort, mens man stadig er her, kan man selv nå at opleve glæden ved det. Hun har selv givet mange af sine ejendele væk og fortæller, hvordan det giver mening at komme på kaffebesøg og se sin svigerdatter bruge det gamle stel, der før bare samlede støv. For hende er det ofte de små ting, der kræver den største indsats. Det er ikke valget mellem to borde, der er svært – det er skufferne, loftet og kælderen, hvor tingene har ligget gemt i årevis. Det er papir, breve, mapper og billeder, der vækker minder og følelser. Hver genstand skal mærkes, ses og genopleves, før man kan sige: “Den ting har haft sin tid.”
Hendes metode er enkel: én kasse ad gangen, sorteret i tre bunker: behold, smid ud, måske. Lad det hele ligge natten over. Dagen efter føles beslutningen ofte nemmere, fordi mindet har sat sig, og tingen derfor ikke længere har brug for en fysisk plads i hjemmet. Og når det kan være svært at skille sig af med en ting, minder hun os om: “Et godt minde er ikke lig med, at du skal tage selve genstanden med dig, du kan også bære mindet inde i dig.”
At rydde op i sit liv handler ikke kun om at give slip, men om at skabe plads. Til minder, til nærvær og til det, der stadig venter forude.
Kilde: Biblioteket.dk