Antallet af danskere, der bor i bofællesskab, er fordoblet siden 2015. Det er ikke en tilfældighed, og det er ikke kun de unge, der driver udviklingen. Det er en bevægelse, der breder sig på tværs af livsfaser, og som siger noget fundamentalt om, hvad vi mangler i det moderne liv.
Seniorerne fører an
Én type bofællesskab dominerer væksten. Seniorbofællesskaberne, de planlagte fællesskaber, hvor folk over 50 bevidst vælger at bo tæt på hinanden, dele hverdagen og undgå den isolation, som mange ellers oplever i livets tredje kapitel. Det er ikke plejehjem. Det er ikke kollektiv i 1970’ernes forstand. Det er noget nyt: intentionelt fællesskab som livsfasevalg.
Modellen kendes fra Sverige og Holland, hvor seniorbofællesskaber er en veletableret del af boligmarkedet. I Danmark er den ved at finde sit fodfæste, drevet af en generation, der ikke ønsker at lade alderen betyde ensomhed.
Fællesskab som modvægt
Baggrunden er velkendt. Danmarks Statistik viser, at 643.000 danskere over 60 lever alene. Ensomhed er et folkesundhedsproblem, der øger risikoen for hjertesygdom, depression og demens. Og de institutionelle rammer, der engang skabte sociale fællesskaber, arbejdspladsen, foreningen, sognet, er for mange skrumpet ind til næsten ingenting.
Bofællesskabet udfylder det tomrum. Ikke ved at erstatte familien, men ved at skabe den nærhed og gensidighed, som mennesker har brug for, og som ikke kan hentes på en skærm.
Udviklingen er heller ikke forbeholdt seniorer. Unge familier, singler i 30’erne og 40’erne, mennesker efter skilsmisse, de vender alle i stigende grad blikket mod fælles løsninger. Fælles gårdhave, fællesspisning, naboskab med substans.
Fra livsfaseperspektivet
At antallet af bofællesskaber er fordoblet på ti år handler ikke om boligmangel eller økonomi alene. Det er et kulturelt signal. Vi er ved at genfinde noget, vi mistede i individualiseringens årtier: den erkendelse, at vi trives bedre, når vi lever i forpligtende fællesskab med andre.
Fra et livsfaseperspektiv er bofællesskabet ikke en tilbagevenden til fortiden. Det er en aktiv respons på vores tids isolationsproblem. En måde at organisere alderdommen, midtlivet og det tidlige voksenliv på, som tager menneskets sociale natur alvorligt. Valget om at bo i fællesskab er i stigende grad et livsfasevalg, ikke et kompromis.
Kilde: Jyllands-Posten, 2026